Velkommen til Tumbarumba Labrador Retrievers

Her på hjemmesiden præsenterer vi dig for vores Labradorer. Du kan desuden orientere dig generelt om racen, dens egenskaber og behov, ligesom du ligeledes kan læse om vores tanker om avl og opdræt og om, hvad man skal overveje før og når, man køber hund.

Vi og vores hunde bor ved Store Heddinge på Stevns ca. 25 km syd for Køge. Her bor vi i frie, landlige omgivelser, som er ideelle for hundene og byder på mange muligheder for sjove aktiviteter sammen med dem. Vi bor op ad skoven og tæt på stranden, og har en stor grund, hundene kan boltre sig på. Vores hunde er værdsatte familiemedlemmer og bor naturligvis, som alle andre familiehunde, i huset sammen med os, hvor vores hvalpe ligeledes fødes og vokser op.

Efter at have opdrættet Australske terriers under kennelnavnet "Tatong" i en lang årrække har vi valgt at stoppe med opdræt af denne race, og koncentrere os helt om Labradoren. Vi har været glade for de mange år med aussierne og er stolte af de resultater vi har nået med dem - 76 nationale champions i mange lande og en lang række internationale champions er det blevet til for os siden 1985. 2006 blev imidlertid året, hvor det definitivt sidste kuld Tatong-aussier så dagens lys, og i dag opdrætter vi udelukkende Labrador Retriever under kennelnavnet "Tumbarumba".

Målet med vores opdræt er at opdrætte fysisk og mentalt sunde Labradors, som er friske, glade og velsocialiserede. Hunde, som besidder de egenskaber og det udseende, der er typisk for racen, og som har forudsætningerne for at fungere som familiehunde og deltage i aktiviteter til glæde for hundene selv og deres familier. Du kan læse mere om dette her på hjemmesiden.

Vi foretrækker at have vores hunde som familiehunde og har derfor kun få kuld, i øjeblikket bliver det til ca. et kuld om året. Du kan orientere dig om vores hvalpeplaner, eller se om vi har hvalpe i øjeblikket ved at kigge under Hvalpe i menuen og du kan læse om, hvad du bør tænke over, inden du vælger at anskaffe dig en Labrador under Køb af hvalp.

Labradoren besidder mange talenter og det er derfor, vi er faldet for netop denne race. Dens hengivenhed er legendarisk og dens robusthed, energi, gå-på-mod og samarbejdsvilje gør den til den ideelle hund for en aktiv familie. Labradoren stiller op til det hele, hvad enten det er friluftsliv, træning eller hundesport af forskellig slags som f.eks. udstilling,  jagt eller markprøver, som fanger ens interesse. Er man imidlertid ikke til nogle af delene, og er det sofaen, der trækker mest, er det ikke en Labrador, man skal vælge. Læs mere om dette under Labrador og orienter dig også om sundhed og avlskrav for racen under Avlskrav.

Vores opdræt er naturligvis stambogsført i Dansk Kennel Klub, ligesom vi opdrætter i overensstemmelse med Dansk Kennel Klubs etiske retningslinier for opdræt. Vi er medlemmer af såvel Dansk Kennel Klub som Dansk Retriever Klub. Jill har Dansk Kennel Klubs uddannelse for opdrættere, den såkaldte "Hundeholderuddannelse".

Vi håber, du får glæde af turen rundt på vores side og byder dig velkommen indenfor.

Jill, Benny & Labberne


Forsiden/Home